Betagende Bornholm
Det var kærlighed ved første blik, da Art Director Christian Hansen for nyligt stiftede bekendtskab med Bornholm. Og kærligheden til den lille ø i Østersøen har kun vokset sig større. Faktisk så stor, at den 43-årige nu har besluttet at skifte sit trendy Københavnerliv og fastansættelse ud med freelance-arbejde i langt mere rolige omgivelser på Bornholm. For, som han selv udtrykker, så har øen alt, hvad han drømmer om; en vild utæmmet natur, åbent hav og et inkluderende nærmiljø. Om du går med samme drømme som Christian eller blot vil opleve øen for en kortere stund, så læs med og få Christians bedste tips til betagende Bornholm.
Hvor bør man bo på Bornholm?
”Man skal tage på Nordlandet i Allinge. Allinge har den smukkeste beliggenhed på Bornholm, og på Nordlandet er der god mulighed for en dukkert, lækker mad og et dejligt personale, der vitterlig sætter en ære i at give gæsterne en god oplevelse.”
Hvor bør man spise?
”På Restaurant 1B på havnen i Svaneke laver de de mest smagfulde vegetarretter, jeg længe har smagt. De laver også lækre fiskeretter og er passionerede for vin på en uhøjtidelig facon. Norresan på den lille nordlige havn i Gudhjem er et vidunderligt sted til at få et hvil og en kop kaffe, is eller et koldt glas vin med udsigt over Østersøen.”