Hun er modeforsker, forfatter og så ved hun næsten alt der er at vide om nichemode. Sammen med Ane Lynge-Jorlén, der er direktør for Designers’ Nest, har vi lavet en unik udstilling med fokus på bæredygtighed og unge kunst- og designtalenter.
Siden 2003 har Designers’ Nest arbejdet for øget opmærksomhed på unge, nordiske designtalenter, og sammen med Magasin, har Ane Lynge-Jorlén skabt en helt særlig udstilling med nogle af de allerdygtigste up-coming talenter inden for mode og kunst, et samarbejde der skal være med til at støtte fremtidens designere.
”Vi har fået lavet et rigtig spændende udstillingsformat, der udbreder designernes arbejde til et stort publikum. Udstillingen ’Shift’ giver både Designers’ Nest og designerne mulighed for at kommunikere et budskab om ansvarlighed og nytænkende æstetik på en demokratisk platform, der kan opleves af mange – og hvor vi forhåbentlig kan sætte mange gode tanker i gang.”
Ifølge Ane navigerer designere i modebranchen allerede i en ret så kompleks tid, hvor de avancerer med nye måder at designe på, der er mere ansvarlige over for miljøet, og det mener hun desuden at både designere, producenter og forbrugerne vil være endnu mere bevidste om i fremtiden, lige som nødvendigheden af mere ansvarligt brug af materialer vinder indpas.
”Netop på baggrund af de udfordringer modebranchen står overfor, har vi særligt udvalgt de seks designere og kunstnere, fordi de ikke bare er nogle af de mest talentfulde, spændende og reflekterende, men også fordi det er vigtig for mig at vise mangfoldigheden i deres æstetiske udtryk, og deres udtryk spænder også bredt. Det, der samler dem er, at de alle brænder for at gøre en forskel og arbejder med alternativ formgivning og aktivistiske tanker.”
Med udstillingen i Magasin, håber og tror Ane på, at der kan inspireres til nye tanker om, hvad mode er og hvordan man kan tage stilling til verden gennem mode og kunst. Og så skal den selvfølgelig være med til at støtte op om den gode udvikling omkring ansvarlighed i branchen, der allerede er i gang.